Årets grønne fodboldklub 2019!

NYHED
2/3/2020

A’ hva’ for noget - er vi ikke længere et energiselskab? 

Jo, bare rolig det er vi stadigvæk, men nogen gange sker det fantastiske, at man kan blande forretning med fornøjelse.

For hvis der er to ting vi elsker, så er det at plante træer og spille fodbold, så hvorfor ikke kombinere disse to?

Derfor har vi det sidste halve år spillet klimakampe, hvor vi planter træer i “Den Blå Skov” ved hvert mål scoret - det kan man da kalde et incitament af de helt store for at komme ud over stepperne og spille noget flot offensivt fodbold.

Senest arrangerede vi en klimaturnering i juleferien, som Fodboldstudier har fået nys om. De havde derfor nomineret os i kategorien “Årets grønne fodboldklub” og selvom vi selvfølgelig ikke spiller i grønt, så endte vi med at vinde!

I deres nominering skrev de således:

“Den Blå Skov har via fodbolden gjort en grøn forskel. Det viste sig senest, da de arrangerede en fodboldturnering undet navnet “Klimakamp”,, hvor der blev plantet fem træer for hvert scoret mål.

En anderledes måde at tænke miljøet ind i fodbolden på, hvilket fortjener ros.

Den Blå Skov fik igennem deres turnering plantet i alt 190 træer. 

Derudover har de lavet andre lignende tiltag.”

Vi er ved at revne af stolthed og tusind tak for de flotte ord. Diplomet har allerede fået en æresplads og selvfølgelig går vi benhårdt efter prisen igen til næste år. 

Nyhedsrum