Danmarks største skovrejsningsfest - udskudt…

NYHED
19/3/2020

Det kan jo nok ikke komme som den helt store overraskelse, men vi har valgt at udskyde den folkefest, som skulle have fundet sted i vores allesammens “Blå Skov” d. 15. April…

Sorgen er stor herinde fra, men i disse tider og med situationens alvor in mente, så ser vi ingen anden udvej end at udskyde vores event til en endnu ukendt dato.

Det er i den forbindelse utroligt vigtigt at understrege, at der er tale om en udskydelse og ikke en aflysning af eventet. Vi er stadig i fuld gang med at planlægge Danmarks største skovrejsningsfest, og vi har stadigvæk de samme skyhøje ambitioner som før denne pandemi ramte os alle - så i kan stadigvæk godt glæde jer, vi lover at det bliver fantastisk.

Vi har mødt en fantastisk stor opbakning i forbindelse med dette arrangement, og vi kan ikke vente med at gennemføre dette med alle de mange børn, kunder, lokale, medier og andre interessenter, der alle er indstillet på at lave den vildeste folkefest - tak for det og jer!


Imens vi alle venter på bedre tider, så har vi dog lidt gode nyheder at varme sig på. Vi kan berolige jer alle med, at der stadigvæk vil komme strøm ud af jeres stikkontakt, og vi håber også at i kan mærke al den gode karma vi sender ud sammen med vores strøm. Så når i sidder derhjemme og ser yndlingserien, læser onlineavisen eller sætter vasketøjet over, så må i ikke blive overrasket over den gode energi der rammer jer - det er nok bare os.

Vi vender selvfølgelig stærkt tilbage, ligeså snart vi har nyt omkring en ny dato for afviklingen.

Indtil da er der kun at sige - pas på jer selv og hinanden i disse tider og så ses vi snart til et brag af en fest!

Nyhedsrum